De obligatoriske emner i folkeskolen, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, giver gode muligheder for at rette fokus på udviklingen af elevernes individuelle- og klassens samlede trivsel. Dog er der ikke afsat et selvstændigt timetal til undervisningen, og undervisningen skal derimod integreres i skolens skemalagte fag. Jeg mener, at vi bør have langt større fokus på netop disse fag, og at eleverne behøver en indholdsrig og bredt funderet seksualundervisning for at kunne begå sig i verden som sunde seksuelle væsener. 

Jeg tilbyder ydermere undervisning til en bred vifte af faggrupper med fokus og indgangsvinkler til arbejdet med børn og unges seksualitet. Min undervisning understøttes af valide data og statistikker, som klæder dig/jer på til at håndtere samtaler og spørgsmål og problemstillinger.

Pornoen har med den digitale udvikling aldrig været lettere at tilgå, og det mener jeg, at vi i samfundet er nødt til at forholde os til.

En præpubertær hjerne og pubertær hjerne kan have svært ved at skelne mellem fiktion og virkelighed, og hvad der er skuespil i en pornofilm, kan blive et spejl på en virkelig seksuel relation. På den måde oplever de unge, at skuespillet i pornofilmen er en ageren, de skal imitere. Jeg finder det vigtigt at belyse netop dette område, da det kan betyde, at både pigerne og drengene skal leve op til urealistiske og uhensigtsmæssige idealer, hvor de kan blive rodet ud i ubehagelige situationer, de egentlig ikke har lyst til.

Organisationen Mediesundhed for børn og unge står bag rapporten ”Ny dansk viden om hvordan digitalt indhold af pornografisk karakter påvirker danske børn og unge – set fra et ungeperspektiv.” Det er den første danske rapport af sin art og har, blandt mange resultater, båret nedenstående resultater med sig.

71% af dem der har set porno, så det før de blev 15 år. Ud af dem ser 15% porno dagligt.

74% af de unge, der ser porno, mener, at porno påvirker menneskers seksuelle adfærd.

77% har fri adgang til porno, dvs. ingen forældrekontrol.

30% ønsker ikke at tale med nogen om deres forbrug af porno.