Som voksne mennesker har vi et ansvar for at skabe sunde rammer for vores børn og unges trivsel, læring og udvikling. Derfor har jeg specialiseret mig i børn og unges seksuelle udvikling, da vores seksualitet påvirker vores trivsel og livskvalitet i alle livets faser, og jeg gerne vil klæde dig bedst muligt på til, at kunne tage snakken om seksualitet som det mest naturlige i verden.

Det er vigtigt, at vi snakker med vores børn og unge om krop, køn og seksualitet allerede fra børnene er små. Dog oplever mange usikkerhed om at starte samtalen som værende årsag til at den ikke bliver taget. Flere forældre tænker, at dialogen starter i skolen, og flere lærere og fagfolk tænker, at dialogen starter i hjemmet. I mange tilfælde ender det altså med, at ingen tager snakken med børnene og de unge, hvortil det bliver Google, hvor de unge søger informationer uden et kritisk blik på kilder.
Sexologisk rådgivning er både til forældre, fagpersoner og andre omsorgspersoner som arbejder med børn og unge, der ønsker sparring og støtte til at forstå og rumme børn og unges seksualitet – og starte en samtale om seksualitet, køn og krop. 

Jeg møder forældre og fagpersoner, som er i tvivl om, hvilken samtale de skal tage, og hvordan de skal gøre det. Tvivlen fører fx spørgsmål med sig, som jeg hjælper med at besvare:

  • Hvordan starter man snakken – og hvad skal jeg sige?
  • Hvad skal jeg ikke sige – og kan jeg skabe et traume?
  • Kan jeg komme til at sige for meget?

Jeg rådgiver dig, så du bliver i stand til at starte samtalen på den unges præmis og er i stand til at skabe en tryg ramme herfor.

Jeg tilbyder rådgivning ude hos jer – eller via Zoom. Onlinesessionerne giver dig mulighed for at få sparring og rådgivning, uanset hvor i verden du befinder dig. Jeg har gode erfaringer med onlinesessioner, og det kan for nogle være rart og trygt at være i vante omgivelser med mig på den anden side af skærmen. Vi finder en form, der passer til dig og dine behov, og priserne tilpasses individuelt herefter. 

Ligesom den seksuelle trivsel kan påvirkes af den generelle sundhed og trivsel, kan den seksuelle trivsel også påvirke den generelle sundhed. Nyere forskning tyder på, at seksualiteten kan påvirke trivsel og mestringsfærdigheder i en positiv retning gennem øget livsmod og flere ressourcer. Det omvendte kan sandsynligvis også være tilfældet, således at seksuel mistrivsel kan føre til ringere mental og fysisk sundhed, nedsætte mestringspotentialet overfor belastninger og endda føre til forværring af en eksisterende fysisk eller psykisk lidelse.

Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke om seksuel sundhed 2018;7